Terrasse komposi

Terrasse i komposittræ – Fordele og ulemper

Terrasse i komposit kan både være en god og en knapt så god ting. Hvis du går og overvejer lige præcis den mulighed, får du gode råd og vejledning lige her.

Komposittræ er et bearbejdet og solidt materiale, der kan modstå lidt af hvert. Af udseende tilstræbes det, at det ligner naturligt træ mest muligt, selvom det trænede øje som regel kan spotte forskellen.

Komposit er en sammensætning af materialer, der er både stærkere og lettere end naturens egne materialer. Det består i de fleste tilfælde af ca. 60% træ, 30% plastik og 10% bindemiddel.

Det er et sikkert materiale, som ikke rådner, når det bliver udsat for påvirkning fra naturens kræfter. Indholdet af plastik sikrer den lange holdbarhed. Den anvendte plast er i langt de fleste tilfælde miljøvenlig.

Så vises der komposittræ frem

Terrasse komposit – De mange fordele

Der er mange fordele ved at opføre sin terrasse i komposittræ. Derfor vil du sikkert allerede have opholdt dig på op til flere terrasser i netop det materiale.

Så godt som vedligeholdelsesfrit

Bygger du en terrasse af komposittræ, vil den i sidste ende blive stort set vedligeholdelsesfri. Komposit er et forarbejdet materiale, der ikke kræver mange kærlige hænder hen ad vejen.

Materialet vil ikke rådne som almindeligt træ, hvilket naturligvis er en kæmpe fordel. Vil du bare nyde tiden på terrassen med at slappe af efter endt arbejde, er komposittræ absolut værd at overveje.

Her er tilmed tale om miljøvenlige brædder, som er fri for gift. Dette i kontrast til fx trykimprægnerede brædder.

Holder i mange år

Alle materialer får patina med tiden. Du kan derfor heller ikke forvente, at din terrasse i komposittræ vil tage sig ud på samme måde om 5-10 år.

Noget du kan være helt sikker på, er dog, at komposittræ har en længere holdbarhed end naturligt træ, som er langt mere udsat for slid. Det er derfor en investering med langt tidsperspektiv, når dette lettere kunstige materiale anvendes.

Termitter har ikke noget at komme efter her og holder sig derfor pænt på afstand. Du kan forvente en levetid på helt op til 20-25 år. Til den tid vil du have nydt mange timer på terrassen i godt selskab.

Monteringen går nemt

Komposittræ er ikke ligeså sart som naturligt træ. Derfor er det også nemt at arbejde med, når terrassen skal anlægges. Du behøver ikke være nær så øm overfor skrammer med arbejdshandskerne på.

Glem alt om knaster og furer. Splinter i fødderne får du heller ikke, selvom sokkerne ryger af på en varm sommerdag. Komposittræ er træ, som man nogle gange ville ønske, naturen selv kunne frembringe.

Du kan glemme alt om efterbehandling af komposittræ.

Komposittræ – Når du alligevel ikke får vedligeholdt din terrasse

De fleste husejere kender det alt for godt. Man vil gerne gøre meget mere ud af rengøring og vedligeholdelse, end man har tid, kræfter og lyst til.

Det er ellers så rart med et godt vedligeholdt, ordentligt og rengjort hus. Men når man kommer hjem efter en lang arbejdsdag, er det ikke lige sagen. Og så skal børnene også have mad, leges med og puttes. Der er ofte vigtigere ting, som står foran i køen.

Med terrassen på plads, gælder det om at nyde tiden udendørs mest muligt. Komposittræ stiller ikke store krav til vedligeholdelsen og er et slidstærkt materiale, som vil holde i mange år.

Det er derfor et godt valg, hvis du alligevel ikke får tid til vedligeholdelse. Så må man gå lidt på kompromis med andre ting, som vi vil komme ind på i det følgende.

Terrasse komposit – Ulemperne du skal være opmærksom på

Der findes næppe nogen byggematerialer, som kun rummer fordele. Det kommer også meget an på øjnene, som ser. Der er mange forskellige præferencer at tage højde for, når der skal vælges byggematerialer til terrassen.

Komposittræ er måske ikke lige vejen frem, hvis du hænger dig for meget i de følgende ulemper.

Farven vil falme med tiden

Der er egentlig ikke noget underligt i det, da alle materialer vil blive mærket af tidens gang på den ene eller anden måde. Komposittræ kommer med en flot ‘klang’, når det lige er blevet købt.

Som tiden går, og det danske klima og vejr sætter sine spor, vil komposittræ falme i farven. Her kan du selvfølgelig ile til med en hjælpende hånd og pensel – men hvis grunden til valget var 100% fravær af vedligeholdelse er dette selvfølgelig et minus.

Hvis du ikke har noget imod mathed i dit komposittræs udseende gør dette ikke det store. Man må trods alt også godt kunne se, at materialet ikke er helt nyt.

Mørkt komposittræ kan blive meget varmt i solen

Er dit komposittræ af den mørke slags, vil det være særligt modtageligt for solens varme stråler om sommeren. De kan blive endog særdeles varme – så pas hellere på med bare tæer på brædderne.

Det kan dog også vendes til en fordel, når materialet suger mest muligt varme til sig i forårets eller efterårets spæde solstråler. Mørkt komposittræ er simpelthen en varmemagnet – og det er jo som udgangspunkt ikke så dårligt i lille Danmark højt mod nord.

Større brandfare end ved almindeligt træ

Når vi er ved det med varme, kommer man heller ikke udenom den større brandfare, som komposittræ på terrassen medfører. Det kommer af, at træet ikke suger fugt til sig som naturens eget træ.

Du skal derfor passe på med åben ild og grill på en terrasse i komposittræ. Varme er godt – men ildebrand er klart for meget af det gode!

Så måles der varme på terrassen

Komposittræ er modtageligt for ridser

Den pænt forarbejdede og glatte overflade på komposittræ kan blive præget af ridser, hvis ikke man passer på. Blødt fodtøj er derfor værd at overveje, når man opholder sig på terrassen.

Vejret er som regel også alligevel i den varme ende, når man finder udendørs. Måske et par sandaler eller strømpesokker skal være en del af dress-coden på din terrasse?

Rengøring skal der – trods alt – til

Du slipper ikke helt for at gøre komposittræet rent, selvom du måske helst var fri for at røre en finger.

Du skal løbende fjernes mug, alger, våde blade og skimmelsvamp. Det er trods alt et materiale med et højt indhold af træ, du har med at gøre – derfor kommer du ikke udenom lidt rengøring.

Pak i øvrigt højtryksrenseren langt væk, hvis da ikke du vil forvolde stor skade på materialet.

En spand med vand og sæbe + svampe, klude, en kost og knofedt er vejen frem, når din terrasse i komposittræ skal gøres klar til endnu en sæson i solen.

Komposittræ kan udvide sig og trække sig sammen

Temperaturen svinger en del op og ned i Danmark. Det har den virkning på komposittræ, at det skifter mellem at udvide sig en smule og trække sig sammen.

Du skal derfor anlægge dine brædder med en smule afstand, så der er plads til disse ‘udsving’. Det er som sagt ikke helt kunstigt materiale, du har med at gøre.

Der skal beregnes plads til disse små ændringer med årstiderne, når en terrasse opføres i komposittræ.

Terrasse komposit – At lægge til og trække fra

Nu er det op til dig at udføre det endelige regnestykke. Gør fordelene ved komposittræ, at du rækker tommelfingeren op – eller vender den nedad som følge af ulemperne?

Nu er du ihvertfald blevet rådet et godt stykke af vejen. Vi ønsker dig held og lykke med projektet – uanset om du vælger naturligt træ eller en terrasse i komposittræ!