Fordele og ulemper ved nonwood terrassebrædder

Der findes mange muligheder for valg af materiale til din terrasse. En af dem er de såkaldte nonwood terrassebrædder. Flere og flere får øjnene op for, at denne form for materiale er en mulighed, når den nye terrasse skal bygges. Der findes både fordele og ulemper ved at vælge nonwood terrassebrædder, og det er netop disse du bliver klogere på i denne artikel. Læs med og find ud af, om denne form for terrassebrædder er noget for dig efter du har læst 5 fordele og 5 ulemper.

Nonwood terrassebrædder

Nonwood terrassebrædder er en anden type brædder end de typiske planker eller brædder af forskellige typer træ, som mange anvender til deres terrasse. Med navnet nonwood kan der dog imidlertid opstå lidt uklarhed og forvrring. Navnet er nemlig en anelse misvisende da der er tale om brædder, som dels består af plastik, af bindemiddel men faktisk også af træ. Nonwood henviser derfor til, at der ikke er tale om terrassebrædder af 100 procent træ.

Fordelingen af de tre dele af materialer er henholdsvis 10 % bindemiddel, 30 % plastic og 60 % træ. Denne sammensætning leder videre til at beskrive, hvilke fordele og ulemper der findes ved nonwood terrassebrædderne. Sammensætningen medfører nemlig begge dele. Læs med videre under billedet.


Lav selv kompositterrasse
Nonwood brædderne består af 60 procent træ, 30 procent plastik og 10 procent bindemiddel. Der er altså tale om brædder, som delvist består af almindeligt træ.

Fordele ved nonwood brædder

Først vil du blive præsenteret for de mange fordele, som der findes ved nonwood terrassebrædderne. Det vil herefter stå klart for dig, hvorfor mange vælger netop dette materiale til deres terrasse.

1: Et billigere materiale

Først og fremmest er nonwood brædderne et noget billigere materiale end almindelige terrassebrædder af træ. Dette forklares med den føromtalte sammensætning i et nonwood brædde, som er en kombination af mindre dyre elementer: plastik og bindemiddel. Plastikken fungerer så at sige som et fyld, der gør det ud for mængden af træ.

2: Mindre vedligehold

Netop sammensætningen af materialer, hvor plastik indgår med hele 30 procent, har en positiv betydning for nonwood bræddernes krav til vedligehold. Der er nemlig betydeligt mindre vedligehold forbundet med denne type af materiale. Nonwood brædderne er ikke udsat for fugt og råd på samme måde som almindelig træ. Eftersom at der er tale om nonwood skal materialet altså ikke plejes med træpleje, slibning, oliering og lakering. Dette arbejde slipper du således for og kan bruge mere tid på at slappe af på terrassen i stedet for arbejde med vedligehold.

3: Miljøvenligt

Nonwood brædder er et miljøvenligt produkt forstået på den måde, at det kan genbruges. Der er tale om brædder af materialer, som er renset, og som derfor kan bruges til nye brædder, hvis din terrasse af nonwood stiller træskoene.

Nogle vil argumentere for, at nonwood brædder derud over er mere mijøvenlige, fordi der kræves mindre træ til at producere brædderne. Og mindre træ betyder mindre fældning af skov. At 30 procent af dette træ er udskiftet med plastik, som udvindes af olie, det er så en anden sag…

4: Fri for gift

En stor fordel ved nonwoodbrædder er, at der ikke bliver gjort brug af kemikalier ved fremstilling. Derfor er brædderne hverken skadelige for dig eller naturen. Dette er særlig relevant sammenlignet med trykimprægnerede brædder, som gennemgår en kemisk proces.

Hvis du ønsker et miljøbevidst valg skal du således vælge nonwood frem for de trykimprægnerede brædder.

5: Ingen splinter i fødderne

En lille, men dog ikke ubetydelig, fordel er at nonwood ikke giver splinter i fødderne. Dét er der ingen tvivl om, at det er vanskeligt at undgå ved almindelige terrassebrædder af træ.


Terrasse i komposit
Du kan sagtens få en ganske fint resultat ved at vælge nonwood brædder, selvom det er et billigere produkt end mere almindelige terrassebrædder af træ. Det er blot vigtigt at være opmærksom på nogle af de ulemper, som denne form for materiale har. Der er nemlig nogle ting, du særligt skal være opmærksom på, før du vælger disse brædder til din nye terrasse.

Ulemper ved nonwood brædder

Der findes imidlertid også nogle ulemper ved denne type af brædder, som du bør være opmærksom på. Det er altså ikke kun fryd og gammen at vælge denne type brædder, på trods af de mange fordele, som er beskrevet her ovenfor.

1: Større brandfare

Som allerede beskrevet medfører nonwoods sammensætning af plastik, bindemiddel og træ både fordele og ulemper. En af ulemperne ved sammensætningen er, at der er større brandfare ved nonwood brædderne. Dette er en væsentligt ulempe, og derfor er den også nævnt først.

2: Større risiko for ridser

Der er risiko for at påføre store ridser i overfladen på dine nonwood brædder. Og det ridser, som er vanskelige at udbedre så snart de er der.

Almindeligt træ kan rejse sig igen, når du behandler det og vedligeholder din terrasse ved rensning, slibning og oliering. Denne mulighed har du ikke ved en terrasse af nonwood brædder. Sammensætningen gør, at der ikke er så meget vedligehold at udføre, men gør modsat også, at vedligehold i bunden (med slibning, oliering etc.) ikke er mulig.

Hvis du først har fået en grim ridse i dine nonwood brædder er der desværre ikke så meget at stille op.

3: Nonwood – mere udsat for tyngde

Flere nonwood brædder har en lang holdbarhed – og nogle forhandlere lover sågar 15 års garanti. Men brædderne er særligt sårbare for tyngde og tunge stød, eksempelvis fra hop eller lignende. Her når nonwood brædderne bare ikke almindelig træbrædder til sokkeholderne.

4: Risiko for at farven falmer

Og ikke bare risiko, for det kommer helt sikkert til at ske. Grundet materialets sammensætning er det umuligt at undgå, at nonwood brædderne mister farver og falmer. Det er forskelligt, hvor mange år der gør, før farven falmer betydeligt, da det blandt andet afgøres af vind og vejr, men også af bræddernes farve samt kvalitet.

Her er der igen betydelig forskel på nonwood og almindelig brædder af træ, da træbrædderne vil kunne slibes, olieres og males så de er så gode som nye. Denne fornøjelse har du altså ikke når du vælger nonwood.

5: Billigere – end noget i hvert fald

Nonwood forhandlere pryder sig ofte af, at deres produkter er meget billigere end almindelige brædder af træ til terrassen. Det er sandt, at nonwood er billigere end nogle træbrædder. Der er nemlig også forskel i pris på brædder af træ alt efter hvilken træsort du vælger.

Nonwood er således dyrere end trykimprægneret træ men væsentligt billigere end eksempelvis sorterne eg og teak.

Myter om nonwood terrassebrædder

Da nonwood brædderne første gang så dagens lys og kom på markedet, blev de omtalt som et fuldstændigt revolutionerende produkt. Et produkt, som nærmest ingen udløbsdato har, og som er fuldstændig vedligeholdelsesfrit.

Man er dog blevet klogere med årene. Den umiddelbare reaktioner på brædderne, som dels skyldes promoveringen af det nye vidunder-produkt førte til, at forhandlere slog sig gevaldigt. Det blev nemlig lovet, af brædderne er fuldstændig vedligeholdelsesfrie. Det er dog ikke sandt.

Selvom nonwood brædderne kræver væsentligt mindre vedligehold end almindelige terrassebrædder af træ, er de ikke helt vedligeligeholdelsesfrie. Det er til stadighed nødvendigt med almindelig rengøring, og at fjerne skidt og snavs. Det er uundgåeligt at nonwood brædderne bærer præg af vind og vejr. I dag er der derfor større viden om, hvad brædderne egentlig er for en størrelse, ligesom der er større bevågenhed hvad angår de ulemper, som der nu engang findes ved nonwood.


Er nonwood brædderne det rigtige valg for dig? Så kan du læse mere om, hvordan du laver din egen terrasse.