Ege terrassebrædder – Fordele og ulemper

Ege terrassebrædder – Fordele og ulemper

Ege terrassebrædder er hårdføre. De kræver faktisk ikke engang jævnlig vedligeholdelse som andre træsorter. Hvis du står og overvejer at anlægge terrasse i egetræ, skal du læse videre her.

Terrasser i træ bliver mere og mere populære rundt omkring i Danmark. Du kan få et look, som man finder rundt omkring i sommerhusområder, hvis du også bygger en træterrasse.

Noget af det vigtigste, der skal besluttes, er selvfølgelig om terrassen skal beklædes med fliser eller træplanker som gulv. Der er altid fordele og ulemper ved alle byggevalg.

Her skal det helt konkret handle om ege terrassebrædder. Hvor ligger det gode og det mindre gode ved netop dette valg? Læs med videre.

Ege terrassebrædder – Solide planker, som kan holde i 100 år

Egetræet er solidt dansk håndværk fra fødslen af. Du behøver bestemt ikke kigge mod mere eksotisk klingende træsorter, hvis du vil have lang holdbarhed. Et godt dansk egetræ kan sagtens levere brædder til din terrasse, som vil holde i helt op mod 100 år.

Levetiden for træmaterialer bliver forlænget betydeligt, hvis det står nogenlunde i læ og tørvejr året rundt. De 100 års levetid skal derfor tages med et gran salt. Hvis dine terrassebrædder er under tag, vil der være mulighed for meget lang levetid.

Står brædderne jævnligt under vand og er under påvirkning fra fugt, kan levetiden snildt halveres, hvis brædderne tilmed ikke behandles jævnligt med olie. Dette er et meget godt billede på, hvordan du selv kan være med til at bidrage til din terrasses samlede levetid.

Egetræ er et solidt valg til terrassen

Ege terrassebrædder lyder næsten for hjemligt og simpelt til at kunne udgøre gulvet på din terrasse. Her er tale om hårdt træ, som ikke står tilbage for andre sorter.

Terrassebrædder af egetræ er tilmed rigtig flotte at se på – også når de får noget patina efter en årrække på terrassen. Du kan vælge at lade være med at behandle brædderne med olie. I det tilfælde vil de patinere til en sølvgrå farve, som de fleste finder charmerende nok.

Behandling og vedligeholdelse af egebrædder

Hvis du ikke har noget imod at lægge tid og kræfter i din terrasse hen ad vejen, vil brædderne have godt af lidt vedligeholdelse. Du kan forlænge egetræets levetid med almindelig træolie eller specialfremstillet terrasseolie.

Med behandling vil brædderne holde markant længere og i øvrigt bevare den oprindelige lyse farve. Patineringen vil se forskellig ud, hvis dele af terrassen står under tag og en anden del under åben himmel.

Ved at behandle hele terrassens trægulv kan du sørge for et ensartet look – også på længere sigt. Det er forskelligt, hvor ofte ege terrassebrædder har brug for behandling med olie. Finder du bøtte og pensel frem sådan cirka hvert andet år, går du ihvertfald ikke galt i byen.

Fra egetræ til planker

Direkte kontakt med jorden er totalt no go

Et solidt fundament, som holder terrassebrædderne fuldstændig fri for direkte kontakt med jorden, er alfa og omega. Hvis træ har jordkontakt skal det være trykimprægneret til den store guldmedalje.

Selvom terrassebrædderne er nok så væsentlige, kommer man ikke udenom at konstruere et fuldt igennem forsvarligt fundament. Nedbør bør hurtigst muligt ledes væk fra brædderne, hvis ikke råd og svamp skal æde træet op i løbet af få år.

Et godt trick er også at have en kost indenfor rækkevidde af træterrassen. Det kan måske lyde som kontinuerligt vedligeholdelsesarbejde – men værre end et par hurtige fej med kosten er det ikke. Og så kan det skam sagtens give flere leveår til din terrasse i sidste ende.

Opsummeret: Træ på terrassen kan altså være nok så godt for øjet. Holdbarheden vil dog lide alvorligt under, hvis du ikke anlægger et ordentligt fundament, der holder fugten væk. Terrassebrædderne bør i øvrigt altid lægges med et vist mellemrum, så ventilationen er sikret.

De mange fordele ved ege terrassebrædder

Lad os starte med det gode. Ege terrassebrædder rummer nemlig rigtig mange fordele, hvis du stadig skulle være i tvivl.

  • Det er generelt noget nemmere at anlægge en terrasse af træ end af sten. Du slipper for et forarbejde, der indebærer gruslag og bærelag. For ikke at tale om en udgravningsproces, som godt kan trække tænder ud.
  • Det er kun naturligt at ‘forlænge’ huset med en træterrasse, hvis fx stuegulvet prydes af trægulv. Du kan ramme et tilsvarende look som i ‘resten’ af huset, hvis du er omhyggelig med dit valg af træbrædder.
  • Træ er lettere at arbejde med end sten. Du kan rette nemmere til efterfølgende, end hvis der var tale om fliser.
  • Det er mere behageligt at gå med bare sommerfødder på træ i forhold til sten. For ikke at tale om duften – også efter en tiltrængt gang olie med penslen.
  • Træ er i det hele taget et varmt materiale, som ‘holder’ bedre på varmen end sten. Træplanker bliver tilmed ikke gloende hede, som visse terrassefliser har for vane i middagssolen, når sommeren er på sit højeste.

Ingen plusser uden minusser …

Efter opremsning af de mange fordele ved at anlægge terrasse med ege terrassebrædder, trænger du sikkert også til at læse om det, der er knapt så godt.

  • Træbrædder kræver vedligeholdelse, hvis levetiden skal optimeres, og hvis det oprindelige udseende skal bevares. Forvent derfor små etaper af behandlingsarbejde, som da også kan være hyggeligt nok. Træ er som bekendt et levende materiale.
  • Let’s face it – selvom træ selvfølgelig kan være nok så holdbart, så når det sjældent op på stens levetid. Vælger du ege terrassebrædder, og samtidig har terrassen under overdækning, vil du dog byde brædderne på noget nær optimale forhold for overlevelse.
  • Du skal ikke løbe alt for stærkt på brædderne, når de er våde. Det kan du sikkert godt finde ud ikke at gøre – men noget helt andet er, hvis der er børn til stede. Risikoen for faldulykker er værd at tage med i overvejelserne i visse tilfælde.
  • Råd, skimmelsvamp, fugt, revner og ridser kan blive uvelkomne gæster på træterrassen. Tag dig derfor dine forholdsregler i det indledende arbejde med at konstruere terrassen.
Her vedligeholdes en træterrasse

Ikke helt billigt materiale til terrassen

Den helt oplagte ulempe, som sikkert afholder mange fra at anvende ege terrassebrædder, er prisen. Egetræ er en del dyrere end fx gran, som også bruges til at danne underlag på en del danske terrasser.

Hvis det ikke er pengepungen, der skal afgøre om egetræ er det rette valg, kan det absolut anbefales at lande på netop den træsort. Besparelsen kan da også nemt komme på længere sigt, da holdbarheden som sagt er helt i top sammenlignet med andet træ.

Et hurtigt tjek af brædderne

Det er vigtigt ikke at købe for billigt, når terrassen skal have brædder på. Du kan selv hjælpe til med at sørge for, at brædderne holder i længere tid. Et simpelt og hurtigt tjek, inden du køber dem, er helt på sin plads.

Tjek om bræddernes overflade er i orden. Træet må ikke have flossede dele eller høvlespor. Ridser og revner er også tegn på dårlig kvalitet. Selv små ujævnheder vil blive værre med tiden – og vil føre til kortere levetid.

Så skal brædderne naturligvis også have de mål, som de sælges på. Unøjagtigheder på mere end blot et par millimeter kan føre masser af problemer med sig.

I det hele taget er et rigtig godt råd, at træet skal ses efter med egne øjne og mærkes med hænderne. Sørg også altid for at gå leveringen grundigt igennem, hvis du får brædderne bragt til din adresse.

Ege terrassebrædder kan sagtens være det rette valg i dit tilfælde. Du kan roligt påbegynde processen med at finde den variant, der tiltaler dig mest.