terrace

Byg træterrasse – Det vigtigste at vide når der skal bygges

Byg træterrasse efter alle gældende forskrifter. Der er en række ting, der er vigtige at have for øje, hvis du vil i gang med at bygge terrasse til dit hus. Vi har gjort det nemt for dig – læs denne guide.

At bygge terrasse kræver et vist forberedende arbejde. Der er fx nogle overordnede regler at sætte sig ind i – hvis du da ikke ønsker at lave dit byggeri om eller rive det hele ned.

Bygningsreglementet er til for, at man ikke bare kan bygge nøjagtigt det, der passer én. Man skal trods alt lige huske at tage hensyn til sine naboer og de øvrige beboere i nærområdet.

Søg byggetilladelse ved opførelse af småbygninger i haven

Du kan ikke bestemme 100% over, hvordan din have skal tage sig ud. Søgning af byggetilladelse er således vigtig, hvis du vil berige din grund med en overdækket terrasse på over 50 kvadratmeter – og kun 20 kvadratmeter, hvis den opføres til et rækkehus.

Helt generelt skal du simpelthen have tjekket lokalplanen og servitutter grundigt igennem for at forhindre spildt arbejde.

Hvis terrassen ikke er overdækket, behøver du ikke søge om byggetilladelse. I dette tilfælde er naboen nemlig selv ude om det, hvis terrassen er til gene. Så kan man bare lade være med at stå og lure indover hækken.

Ved hævede terrasser er der dog flere forhold at være opmærksom på. 30 cm over jorden faktisk nok til at indgå i betegnelsen ‘hævet’. Her bør du undersøge, om du skal overholde 2,5 meters afstand til skel – faktisk hele 5 meter i sommerhusområder.

Pas på med afstanden til skel fra den overdækkede terrasse når du skal bygge terrasse

Hvis du planlægger at opføre en overdækket terrasse, er det vigtigt, at bygningen ikke kommer til at genere dine naboer. Derfor må ingen af bygningens dele rage mere end 2,5 meter op i luften i en afstand af 2,5 meter fra skel.

Hvis overdækningen ikke overstiger grænsen i højden, må der godt bygges direkte mod skel. Den samlede længde af siderne mod skel må dog højest være på 12 meter.

Der må heller ikke være dele, der kan åbnes direkte mod skel – døre, vinduer eller låger, når vi taler terrasser. Og så skal du sørge for, at tagvandet løber ned på egen grund. Det er trods alt værd at bevare det gode naboskab.

En træterrasse tager sin begyndelse

Alle småbygninger skal registreres i BBR

Når du har bygget en overdækket terrasse skal den faktisk registreres i Bygnings- og boligregistret. Du har ansvaret for, at de opgivne informationer er korrekte – hvis ikke, kan det få økonomiske konsekvenser.

Det kan således komme til erstatningssager, hvis det samlede boligareal ikke er opgivet korrekt. Der har før været tilfælde, hvor hussælgere har måttet til lommerne – og det vil du helt sikkert gerne undgå, hvis du en dag skal sælge dit hus.

Pas på med at overskride bebyggelsesprocenten når du skal bygge terrasse

Selve bebyggelsesprocenten af din grund må i de fleste parcelhuskvarterer højest være på 30%. I sommerhusområder ligger procenten på de ca. 15.

Når du skal beregne den samlede bebyggelsesprocent, skal du sammenholde det samlede boligareal ved hus og øvrige småbygninger som carporte, overdækkede terrasser, udestuer med grundens samlede størrelse.

Under regnestykket skal du trække de første 50 kvadratmeter fra, hvis der er tale om en parcelhusgrund og 20 kvadratmeter ved rækkehuse. En terrasse, som ikke er overdækket, hører ikke ind under bebyggelsesprocenten – her kan du bygge så stort, som du vil.

En overdækket terrasse skal i øvrigt oplyses til forsikringsselskabet, så den kommer med ind under husforsikringen.

Byg træterrasse – De essentielle valg

Terrassen bliver et centralt samlingssted for hele familien. Der er al mulig god grund til at lægge hovedet i blød, før den konstrueres. Gøres det rigtig, vil folk flokkes om grundens bedste pladser, når solen bryder frem allerede i det spæde forår.

Der er mange valg at træffe, og det betaler sig helt sikkert at overveje sine muligheder både i form af valg af materialer, størrelse på terrassen samt mulige læhegn og overdækning.

Om terrassen skal bygges i træ, sten eller det meget langtidsholdbare komposittræ er helt og holdent dit eget valg. Der er fordele og ulemper ved alle valg. Det visuelle spiller naturligvis også ind. Der er mange, som vælger (næsten) vedligeholdelsesfri materialer over æstetik.

Prisen spiller også ind. Her er det værd at få med, at de laveste priser generelt ikke medfører særligt langtidsholdbare løsninger. Hvis du bygger med materialer af høj kvalitet, vil du som regel få en terrasse, der holder i længere tid end den, som er bygget med de allerbilligste materialer på markedet.

Fra fundament til færdigt resultat

Sten eller træ?

Dit altoverskyggende valg består i, om terrassen skal bygges i træ eller sten. Der er herved en række fordele og ulemper ved begge valg. Det kommer naturligvis meget an på dine behov og hvad, der passer som en forlængelse af dit hus.

Du kan også lande på mellemløsningen, som er materialer af komposit. I dette tilfælde bygger du med et let materiale, som er forarbejdet træ. Det er slidstærkt, og hvad det ikke rummer i autenticitet, får du til gengæld i holdbarhed og vedligeholdelsesfrihed.

Fordele ved træterrassen

Træ anses gerne som det mest autentiske materiale, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er et perfekt valg i dit tilfælde. Træmaterialet er meget blødere end sten og derfor generelt varmere at have med at gøre.

Du får med træterrassen et hyggeligt udtryk, som minder gæsterne om dejlige ophold i sommerhuse uden stress og pligter over hovedet. En terrasse af træ er det perfekte fristed i forlængelse af huset.

Den samme træsort, som er benyttet inde i huset – fx til gulvbrædder – giver et sammenhængende udtryk. Du kan simpelthen bygge dit hus en tand større med en terrasse i træ. Og den kan anvendes mange måneder om året, hvis den bliver overdækket.

Herudover kræver anlæggelsen af terrassen ikke grus og bærelag i nær samme grad, som hvis du bygger med sten.

Ulemper ved træterrassen

Hvis du bygger i træ, får du ikke en ligeså lang holdbarhed som ved stenbyggeri. Træet skal vedligeholdes løbende afhængigt af hvilken type træ, der vælges. Komposittræ er, som beskrevet, det lettere kunstige valg, som ikke kræver meget vedligeholdelse.

Herudover siger det næsten sig selv, at en træterrasse kan blive meget glat, når det regner eller sner. Den udfordring har man ikke i samme grad ved et underlag af sten.

Fordele ved stenterrassen

En terrasse bygget i sten holder generelt noget længere end træterrassen. Den kræver ikke samme grad af vedligeholdelse. Herudover er den nemmere at anlægge for de ikke særligt byggesagkyndige.

Det er også muligt at anlægge en højst personlig stenterrasse med mønstre og sten helt efter dit valg. Og så står du en del bedre fast efter en regnbyge end på træbrædder.

Ulemper ved en terrasse af sten

At anlægge en terrasse af sten kræver et vist slid, da stenene til sammen løber op i mange kilo. Hertil kommer, at arbejdet kræver en del grus og sand i bærelaget.

Vedligeholdelse er du ikke fri for, da der med tiden vil komme ukrudt op imellem fliserne – om du vil det eller ej. Dine fliser vil også få et mere mat udtryk med årene. Flisepest vil sandsynligvis ramme, og alger kan også sætte sine spor.

Alt i alt skal du altså sætte noget tid af til at vedligholde stenterrassen.