Muskler, tålmodighed og din evne til at vurdere på øjemål bliver grundstenen i dit ‘lægge terrasse’ projekt – de tre evner bliver sammen til det grundlæggende element, som din terrasse skal bygges på.
Hvad koster en stenterrasse?
Én af fordelene ved at bygge sig selv en terrasse med fliser må være, at der findes fliser i alle prisklasser. Derfor kan man sige, at det er dit valg af belægning, som gør udfaldet for prisen på din nye terrasse. For at tage et udgangspunkt, kan 25 kvadratmeter med herregårdssten koster i cirka 10.000 kroner. Hertil skal du regne værktøj og dit maskinleje oveni. og så kommer der eventuelt diverse værktøj og maskinleje oveni. Derfor kan du spare rigtigt mange penge ved at lægge din egen terrasse.
3 ting du bør forberede dig på, inden du begynder at bygge din terrasse i sten
1. ’Ordnung muss sein’
Oversat fra tysk ’Der skal være orden’. Nøgleklichéen, der beskriver den tyske kultur skal blive dit mantra, når du begynder at lægge dine fliser selv. Find din indre tysker frem samt vaterpas, snore og noget at skrive på til alle dine kommende målinger. I vores trin-for-trin guide vil vi komme mere ind på, hvordan dit gode resultat kommer ud af at rette ordentligt af, og sørge for det korrekte fald. Skal du have en ordentlig bund, som også er god om 10 år? Så kræver det altså snorlige målinger.
2. Det er hårdt arbejde
Når du nu skal begive dig i et projekt som en terrasse, behøver du ikke en minigraver til udgravningen. Du kan nøjes med en spade. Derfor skal du forberede dig på det fysisk hårde arbejde det kræver, når du skal skovle jord til dit grundlag. I samme forbindelse skal du også tænke på, at fliser heller ikke ligefrem er lette at flytte rundt på. Og ved fliselægningen bliver du nødt til at bruge en særlig teknik, som vi også vil komme nærmere ind på i guiden.
3. Tålmodighed er en dyd
Det tager tid at bygge en terrasse i sten. Derfor skal du forberede dig på projektets varighed, der godt kan tage flere dage.
… Men er det så arbejdet værd?
Ja! For når alt det hårde arbejde er overstået, kan du til gengæld bare nyde din terrasse. Fordi en stenterrasse kræver ikke meget vedligeholdelse. Så længe du bare husker at feje terrassen jævnligt, og give lidt fugesand når der trænger – ja, så skal du ikke tænke på meget andet, end bare at nyde livet ude i din have på et lækkert, hjemmelavet grundlag. Og stenterrasser vil aldrig dø – hverken metaforisk eller bogstaveligt talt.
Med en terrasse af sten, skal du altså aldrig tænke på at skulle finde malebøtten frem, for at overfladebehandle noget som helst. Når du først har lagt en flise, så bliver den liggende der fuldstændigt som den er. Det er selvfølgelig så længe at du har et sundt, stabilt og plant underlag i fald (det skal vi nok hjælpe dig med i vores guide). Det er også derfor, at du finder så mange flisebelagte terrasser rundt omkring i Danmark. De er både flotte og er lette at have med at gøre.
Det skal du bruge til din terrasse:
- Nye fliser
- Et par rettebrædder
- En stor retteskinne til at rage af mellem de to brædder
- En pladevibrator
- Snore og pæle
- Evt. bundsikringsgrus
- Stabilgrus
- Brolæggergrus
- En fin kost
- Stenmel
- Evt. linjedræn
- 2 vandrør
- Vaterpas
- En jordloppe eller en rive
- Trillebør
Og inden du sådan rigtigt går i gang…
… Ja, så kommer du rigtig godt fra start hvis du først planlægger ordentligt din placering af din terrasse, og lave en god skitse. Du kan med fordel bruge dit hus’ sokkel som udgangspunkt at tegne ud fra. Her skal du vide, at der minimum skal være 20 cm fra dine fliser op til en trævæg, mens mursten kan nøjes med 10 cm. Og allersidst kan du gå igennem alle trinnene for projektet, og sikre dig at du har husket at bestille og anskaffe alle materialerne, inden projektets start.
Trin 1: Sæt snore op
Det er en rigtig god idé at starte med at danne din ramme i snore og pæle. Dine snore skal indikere din færdige overflade på din nye flisebelægning. Her skal du gå rundt og rette din markering til med vaterpas, og beregne dit fald i snorene. Det er vigtigt at udregne et fald, da det er faldet som sørger for, at regnvandet aftager.
2 %
Du skal regne med at lave et fald på cirka 2 cm (2 %).
Typisk vil størstedelen af dine snore placeres ved at måle efter din bygning. Snorene, der skal være vinkelrette, kan du kontrollere efter 3-4-5 reglen:
3-4-5 reglen
Forestil dig, at du skal danne en retvinklet trekant. 3-4-5 reglen går ud på, at du måler 4 meter ud af den ene side, 3 meter ud af den anden og så skal afstanden mellem disse to målepunkter være 5 meter. Så står dine snore nemlig vinkelret på hinanden.
Tip!
Du kan gøre dig selv den tjeneste at måle dit areal op til din nye terrasse, så det passer med antal sten. På den måde kan du nøjes med at tilpasse et minimum af sten, og både spare tid og penge på denne måde.
Trin 2: (Til dig, der skal erstatte gamle fliser med nye)
Andet trin handler naturligvis om, at du skal erstatte dine gamle fliser, hvis du står med en flisebelægning i forvejen. Og under dine gamle fliser, ligge der et gruslag som du ikke kan genanvende.
I gamle dage…
… Brugte man sand fra stranden som lag under fliser. Strandsand er ikke optimalt at bruge som underlag til din stenterrasse, da kornene er kuglerunde og derfor bevæger sig over tid.
Trin 3: Grav af
I stedet for at genanvende dit lag som vil give sætningsskader, skal du starte med at grave af. Og her er det vigtigt, at din bund afspejler din overflade. Faldet skal derfor bygges allerede i bunden. Fordi hvis du laver en helt flad bund som er i vage, får du måske ikke plads til den optimale grusmængde i sidste ende, hvor faldet er størst. Når du graver skal du sørge for, at du kommer helt ned til jordens faste bund, inden du sætter skovlen fra dig igen. Muldjord skal for eksempel graves helt væk, inden du begynder at lægge dit første gruslag. Er du stødt på ler, skal du igennem trin 4 og 5. Hvis ikke, kan du springe direkte til trin 6.
Porøs jordbund?
Oplever du stadigvæk et porøst underlag efter du har fjernet din muldjord? Så kan det skyldes myreboer og musegange. I dette tilfælde, kan du med fordel stampe til med en jordloppe.
OBS! Nedbør på din grund, er dit ansvar
Du skal være opmærksom på, at den nedbør, som lander på din egen grund, skal afhældes på din egen grund. Du må ikke lade dit vand gå videre til nabo eller offentlig vej. Nedbøren kan afhældes via et linjedræn. Alternativt kan du lede det til et åbent område som for eksempel en græsplæne
Trin 4: Læg bundsikringsgrus (Til dig, der har en leret bund)
Har vandet svært ved at forlade din grund, og er du stødt på en leret bund under din udgravning? Hvis du har en meget leret bund, så skal du lave et bundsikringslag. Her skal du beregne at lægge et lag på 30 cm i bundsikringsgrus, inden du lægger dit stabilgrus.
063
Bundsikringsgrus hedder 063. Det er en meget grov sandtype, som man skal bruge til indkørsler. Dog er det også nødvendigt at bruge for dig, der har en leret grund hvor din terrasse er.
Du skal altså hælde (eller skovle) dit bundsikringsgrus ud i 30 cm lagtykkelse, og fordele det pænt. Vil du gøre det rigtig let for dig selv, kan du bruge en asfaltrager til at sprede dit grus ud. Hvis du ikke lige har i sinde at anskaffe dig sådan én til projektet, kan bagsiden af en helt almindelig rive også klare arbejdet.
Trin 5: Komprimér bundsikringsgruset (Til dig, der har en leret bund)
Nu skal du komprimere din grus med en pladevibrator. Og her må du køre over hele din belægning af tre omgange, så gruset bliver hårdt. Her skal du både køre på den ene og den anden led, og gerne med overlap mellem banerne. Du skal vide, at dit grus cirka sætter sig 5 cm pr. 15 cm grus, når du komprimerer. Hiv derfor målebåndet frem, og mål afstanden til den snor du satte op i trin 1, som bestemmer den færdige højde på din belægning. Fyld derefter mere bundsikringsgrus på, hvis det er nødvendigt.
Værd at vide om pladevibratorer
En pladevibrator er en tung maskine, som presser dine underlag sammen ved hjælp af vibrationer. Når du bruger maskiner som arbejder med vibrationer, skal du være opmærksom på ’hvide fingre’. ’Hvide fingre’ er noget man kan få over længere tids brug af for eksempel pladevibratorer. Derfor skal du sætte en grænse for dig selv på maksimalt 2 timers vedvarende brug ad gangen. Derudover bør du altid udstyre dig selv med et høreværn, når du har din pladevibrator tændt. Det skyldes, at din pladevibrator alt andet lige vil støje over den tilladte værdi. Sidst skal du vide, at motoren bliver meget varm under brug. Derfor skal du ikke røre ved pladevibratorens motor – dette hverken under eller efter brug. Din pladevibrator vil derimod højst sandsynligt være udstyret med en bøjle eller krog, som du kan løfte maskinen med. Vi anbefaler, at du bruger denne, når du flytter rundt på pladevibratoren.
Hvilken pladevibrator skal jeg bruge?
Når du blot skal komprimere bundsikringslag og/eller stabilgrus, kan du nøjes med at anskaffe dig en pladevibrator på 100 kg.
Vejret kan have en betydning for dit grus
Hvis du står og skal lægge fliser en varm sommerdag hvor vejret er tørt, så kan det blive nødvendigt for dig at vande dit bundsikringsgrus, før du går i gang med at komprimere. Er der derimod meget vand i dit grus, kan det også gøre pladevibratorens arbejde vanskeligt, da det derimod højst sandsynligt vil bremse processen.
Trin 6: Læg stabilgrus
Hvis du ikke har stødt på muldjord under din graveproces, kan du nøjes med at lægge det første lag af stabilgrus på 7 cm til din terrasse. Her skal du bruge dine styrebrædderne og en stor retteskinne til at ’rage’ det overfyldende stabilgrus af mellem dine to styrebrædder, så du får en lige overflade. Styrebrædderne vil naturligvis afgive spor, når du fjerner dem inden flisebelægningen. Derfor må du manuelt gå ind og udfylde hullerne fra disse brædder, og klappe dem på plads med din skovl og/eller hænder.
OBS! Husk at tjekke faldet med dit vaterpas. Kan du stadigvæk se faldet (som meget gerne skulle gå væk fra huset), kan du roligt gå videre til dit næste trin i processen.
032
Dit stabilgrus hedder 032. Stabilgrus er en grov sandtype med sten på 16-32 mm. Du kan nøjes med at lægge et lag stabilgrus på 7 cm, så længe du bygger en terrasse til gangtrafik.
Trin 7: Komprimér stabilgruset
Mellem hvert lag grus, skal du altid komprimere med en pladevibrator. Dit stabilgrus skal være meget hårdt. Derfor må du køre over dit stabilgrus af 3 omgange med din pladevibrator. En god måde at komprimere på, er at køre maskinen på begge leder af gruset med overlap. En tommelfingerregel lyder, at dit grus vil sætte sig 5 cm pr. 15 cm grus, når du komprimerer. Derfor kan du med fordel tjekke dine snore med hensyn til længde, og beslutte dig for, om din stabilgrusbelægning følger din ønskede højde.
Trin 8: Læg brolæggergrus
Nu er det tid til at bygge dit fine brolæggergrus ovenpå stabilgruset. Du skal lægge så meget brolæggergrus ud, at slutresultatet giver en tykkelse på 3 cm. For at dette kan lade sig gøre, skal du lægge 20 % mere ud. Det skyldes, at dit grus sætter sig 20 cm, når du komprimerer det.
08
Brolæggergrus er meget fint, da kornene er mellem 0 og 8 mm store. Brolæggergrus er perfekt at stampe med en pladevibrator, og giver det bedste underlag for dine fliser.
Trin 9: Komprimér brolæggergruset
Gentag trin 7, når du komprimerer dit brolæggergrus.
Trin 10: Læg vandrør ud
Ret dit brolæggergrus af, så du får en snorlige overflade. Det gør du ved at lægge dine vandrør ud. Dine vandrør kan du lægge i med 1 eller 2 meters afstand afhængig af længden på din retteskinne. Her kan du ridse banerne til dine vandrør med en skovl. Herefter skal du lægge vandrøret ned, og måle op til dine snore for at finde ud af, om de ligger det rigtige sted. Herefter kan du stille og roligt justere vandrørene med jord nedenunder rørene. Du skal være omhyggelig med at pakke rørene godt til med brolæggergruset, da det hindrer rørene i at flytte sig senere. Du skal altså have sand hele vejen under dine lange rør.
Trin 11: Rag af med din retteskinne
Nu skal du rette gruset til ved at køre din retteskinne mellem dine vandrør. Her får du altså toppen af sandet af, så du har en fast og skarp top på dit grus. Lige så snart du har overstået dette trin, må du hverken gå på eller røre din fine og lige overflade.
Trin 12: Læg fliserne
Her skal du for det første huske, at en flise ikke bare er en almindelig sten – der er en side tiltænkt bunden og overfladen. Dernæst skal du have teknikken i orden, når du lægger fliserne. Du skal prøve så godt du kan at slippe fliserne, uden at du laver grimme mærker i sandet. Hvis du prøver at hvile en flises to kanter på en anden flise, vil det lave et ærgerligt hak i gruset. Det vil bevirke, at den flise på længere sigt vil begynde at rokke, når du i fremtiden går på den. Hele bunden af flisen skal ramme hele bunden af 08 brolæggergruset. Derfor skal du med andre ord ikke sætte nogle af flisernes kanter ned i gruset ad gangen.
Plup!
Du ved, at du lægger dine fliser rigtigt lige så snart at det siger ’plup’, når du lægger flisen fra dig på gruset. Lige så snart du får teknikken i orden, går det legende let med at lægge resten af dine fliser.
Trin 13: Fej fugegrus
Når fliserne er lagt, skal du feje fugegrus ud imellem flisernes fuger. Her kan du bruge stenmel. Stenmel er godt at bruge til dette formål, da det pakker sig godt grundet sine skarpe kanter. Det hindrer også, at frø kan komme ned og give dig ukrudt på længere sigt. Fej dit stenmel udover fliserne med en fin kost, for at fordele melet på bedste vis.
Trin 14: Tillykke med din nye terrasse
Tør sveden af panden, træk champagnen op, og skål for din nye og fine terrasse!
Er du stadigvæk i tvivl?
Har du læst hele vores guide igennem, og er du ikke gået i gang med projektet endnu? Selvom at du har mod på at lægge dine egne fliser, er det altid en god idé at snakke med en brolægger inden projektets start. Med tips fra en brolægger, kan du imødekomme potentielle faldgruber og dermed få mere ro i maven, inden du går i gang med at lægge din egen terrasse.