Brunimprægnerede terrassebrædder

Hvad er brunimprægnerede terrassebrædder?

Brunimprægnerede terrassebrædder er et sikkert valg, hvis du er ude efter en varm og gylden farve samtidig med, at brædderne er så godt som vedligeholdelsesfri.

Hvis du ønsker en terrasse i et tiltalende og varmt design, er brunimprægnerede terrassebrædder lige noget for dig. Tilmed kræver de ikke den store vedligeholdelse pga. den grundige forarbejdning.

Der er dog en række ting, som du skal være opmærksom på, når du anlægger din terrasse. Derfor giver vi dig her en guide, hvor du kan gå dit valg af terrassebrædder godt efter i sømmene.

Og lad det være sagt med det samme: Der er nok af valgmuligheder på markedet. Du kan designe din terrasse lige efter dine ønsker. Brunimprægnerede terrassebrædder er blot én mulighed for at lægge et lækkert terrassegulv til gavn for dig selv og dine gæster.

Få styr på de brunimprægnerede terrassebrædder

Du har måske hørt om grøn imprægnering af terrassebrædder som den mest holdbare løsning. Det er også meget muligt, at du ikke for alvor bryder dig om farven.

Faktisk er brunimprægnerede terrassebrædder ligeså holdbare som den mere kendte grønne variant. Her får du det brune træ i en smagfuld varm og gylden farve. Den giver associationer til noget meget sydligere end lille Danmark højt mod nord.

Charmen ved naturligt træ, fremfor et kunstigt materiale, er de små forskelle brædderne imellem. Man kan ikke forvente, at farverne er nøjagtig ens på alle terrassens brædder. Nogle brædder kan være brune i mørke nuancer, eller næsten dybrøde, mens andre vil tage sig gyldne ud.

Når du skal vælge brædder til din terrasse, vil det altid være en god idé at se brædderne med sine egne øjne i stedet for kun på billeder. Det originale farvespil viser sig i fuldt flor, når du står og betragter det, eller holder det i dine hænder.

Træbrædder kan være en hel videnskab at dykke ned i

De små tips, der kan gøre en stor forskel

Træ kan være et lidt drilsk materiale, så det er en god idé, at købe lidt ekstra i længden, end man egentlig har brug for. Regn med små 10% ekstra, hvis der bliver brug for mere træ pga. skærespild.

På brunimprægnerede terrassebrædder kan der være enkelte synlige mærker fra opbevaringen. Disse forsvinder med tiden, hvis din terrasse ikke behandles med olie eller træbeskyttelse.

Hvis du vælger at oliere din terrasse for at holde den frisk, vil det være en god idé at slibe lidt på brædderne inden. På den måde får du et langt mere ensartet udtryk og kan blive fri for de mærker, du ellers ville bevare ved at lægge olie ovenpå.

Brunimprægnerede terrassebrædder er i de fleste tilfælde lavet i fyrretræ. Derfor kan der forekomme knaster og andre små ujævnheder. Disse vil dog ikke volde besvær med mindre, der er tale om store mængder.

Siden med knaster skal vende nedad, så de ikke bliver synlige eller vil genere den plane overflade på terrassens gulv. De fleste brædder er lavet med en rillet side, som skal ligge synligt.

Brunimprægnerede terrassebrædder – et eksotisk valg

Trykimprægnerede brædder og brunimprægnerede holder generelt den samme høje kvalitet. Med den brune variant får du en træsort, som bringer minder om eksotiske træsorter på en rejse langt hjemmefra.

Hvis du vil have lidt sydlandsk stemning på terrassen, kan trykimprægnerede terrassebrædder derfor være den helt rette vej at gå. Til forskel for træ, som vokser i et mildere klima end det nordlige, er denne type brædder fremstillet langt mere hårdføre.

Selvom de brunimprægnerede terrassebrædder er fremstillet, så de er modstandsdygtige overfor vind og vejr, må de dog ikke være i direkte kontakt med hverken jord eller vand. Din terrasses gulv skal derfor konstrueres på en måde, så brædderne ikke kommer til at stå under vand i lange perioder.

Kort sagt: Du får et holdbart og visuelt flot resultat med brunimprægnerede terrassebrædder. Men før du kan være sikker på at vælge helt rigtigt, skal du naturligvis også kigge lidt på, hvad du ellers har af muligheder.

Guide til valg af terrassebrædder

Der er rigtig mange forhold at tage i betragtning, når man skal vælge brædder til sin terrasse. Går du fx mest efter vedligeholdelsesfrit materiale, eller er du ikke bange for at give et nap med en kærlig hånd engang imellem?

Det visuelle udtryk spiller selvfølgelig også ind. Går du efter et mørkt look, som kan suge mest mulig sol til sig – eller foretrækker du lyse terrassebrædder, som skal have med olie og træbeskyttelse for at holde sig friskt?

Økonomien spiller selvfølgelig også en stor rolle i de fleste tilfælde. Der er forskel på det materiale, man kan konstruere sin terrasse med. Hvis du både vil have langtidsholdbare brædder med en flot glød, som ikke kræver alverden af vedligeholdelse, skal du have den store tegnedreng frem …

Men mindre kan da også gøre det.

De personlige præferencer spiller ind

Meget har at gøre med, hvad der er det rigtige i netop dit tilfælde. Terrassen, som er placeret tæt på havet, er optimalt set ikke konstrueret med de samme materiale som terrassen inde midt i byen. Der er stor forskel på, hvor meget vejret slider, alt efter hvor i landet terrassen er at finde.

Personlige præferencer har også meget at sige. Hvad den ene finder flot og lige i øjet, vil den anden helst være foruden. Det kan faktisk være lidt af en jungle at finde rundt i, når man først dykker ned i sine valgmuligheder.

Nu hvor du har taget hul på det, skal du ikke snydes for den store rundvisning blandt alverdens typer af træ til terrassebrædder. Lav en tjekliste og notér for og imod de enkelte typer af brædder – så vil du have langt nemmere ved at træffe en endelig beslutning.

Hvilke terrassebrædder skal du vælge?

Hvis du står foran at bygge træterrasse, og du derfor skal have valgt, hvilken type brædder, der skal til, er du kommet til det helt rette sted.

Her får du den store ‘Tour de Terrassebrædder’ hvor vi ikke blot skal fokusere på de brunimprægnerede terrassebrædder, som du måske kom efter i første omgang.

Der er et stort udvalg til rådighed. Det drejer sig om at vælge med omhu. Tag gerne på rundtur i sommerhusområder og få inspiration. Det skader heller ikke at forhøre sig hos venner og bekendte. Chancen for, at du får gyldne råd med på vejen, er bestemt til stede.

Vi lægger ud med hovedtyperne af brædder. Det drejer sig om hårdttræ, trykimprægnerede og brunimprægnerede brædder samt komposittræ. Allerede her er der et stort valg at gøre sig. Når man så bevæger sig dybere ned i materien, finder man mange underkategorier.

Alt i alt har du utroligt mange spændende muligheder til rådighed. Det drejer sig om at gøre sig sine forberedelser bedst muligt for at stå med det optimale resultat i sidste ende.

Hårdttræs terrassebrædder

Terrassebrædder i et hårdt materiale er meget populære. De holder længe og får med årene et flot udseende med masser af patina. Brædderne kan dog være lidt svære at bearbejde, da det i sagens natur er hårdt materiale med en vis sprødhed.

Hvis du anlægger terrassen efter alle forskrifter med hårdttræ, vil den kunne holde i omegnen af 40 år. Her kræves naturligvis også en vis form for vedligeholdelse, hvis du skal nå helt derop. Prisen på disse brædder er naturligt nok også lidt oppe i den høje ende.

Er du omtrent 30 år gammel i dag, vil hårdttræ altså stadig være til at have med at gøre, når du sidder som en pensionsmoden 65-årig og nyder eftermiddagssolen.

Nu er din interesse sikkert vakt. Lad os se på, hvilke muligheder du har indenfor hårdttræ.

Her bygges der med hårdttræ

Terrassebrædder i lærk

Sibirisk lærketræ er et utroligt stærkt produkt fra naturens egen hånd. På grund af den lange vinter i de sibiriske skove, vokser disse træer utroligt langsomt. Det giver årringe, som ligger tættere end ved meget andet træ. Blandt andet af denne grund er sibirisk lærk meget stærkt at bygge terrasse med.

Man kan nærmest sige, at materialet er imprægneret fra naturens side. Brædderne kan tåle meget ballast. Den hævede terrasse risikerer derfor ikke at blive overbelastet, hvis sibirisk lærk er det valgte materiale.

Du skal finde træbeskyttelsen frem, hvis ikke du ønsker at se terrassebrædderne få en grålig farve med årene. Hvad nogle ser som patina, vil andre opfatte som et spild af flotte brædder.

Tiden og kræfterne afgør i sidste ende, om du bliver en af dem, der er flittig med vedligeholdelsen.

Ipé terrassebrædder

Hvis du ønsker at skrue op for eksklusiviteten, vil terrassebrædder i ipé være et solidt valg. Du får en smuk og mørkegrøn farve, som sikrer en flot struktur.

Her er tale om noget dyrere brædder med en levetid på helt op til 45 år. Det er ikke hvem som helst, der vælger at anlægge gulv med ipé terrassebrædder.

Jatoba terrassebrædder

Disse brædder er også virkelig hårdføre og stabile. De fås i en rødbrun farve, som giver et virkelig flot farvespil – især når den tidlige aftensol sætter sit præg på terrassen.

Jatoba terrassebrædder er som regel rillede på den ene side og glatte på den anden. Det er derfor op til dig hvilken side, der skal pryde din terrasse. Brædderne har en forventet levetid på 30-40 år.

Cumaru terrassebrædder

Rødbrun løsning, som også snildt kan bevæge sig over i det gyldenbrune segment af terrassebrædder. Cumaru har særdeles høj slidstyrke og en formstabilitet, der også rækker til op i omegnen af 40 års brug.

Du kan få specielle skruepropper, som skjuler skruehovederne, når du anvender cumaru terrassebrædder. På den måde er det også muligt at slibe på brædderne uden at komme helt ned i skruerne.

Trykimprægnerede terrassebrædder

Mindre terrasser og kolonihuse konstrueres ofte med trykimprægnerede terrassebrædder. Her er tale om en billigere løsning end hårdttræ. Den holder generelt heller ikke ligeså længe.

Forarbejdningen gør meget for at sikre dig holdbare og stabile brædder men kræver stadig vedligeholdelse cirka hvert andet år. Da trykimprægnerede brædder som regel bruges på mindre arealer, er arbejdet som regel til at overkomme.

Og så er der altså bare noget over en nyligt olieret terrasse, som ligefrem tigger om at blive taget i brug, når forårets første varme solstråler rammer allerede i slutningen af marts.

Trykimprægnerede terrassebrædder er tilmed miljørigtige og kan holde i helt op til 25 år, hvis du er nøjsom med vedligeholdelsen. Det er et stærkt materiale, som også tilgodeser dem, der ikke har et stort budget at bygge terrasse med.

Komposit terrassebrædder

Noget ret andet end naturens egne materialer er komposittræ, som består af både træ, plastik og bindemiddel. Her er tale om et nøje bearbejdet materiale, der kan stå distancen på den lange bane.

Komposittræ er miljørigtigt og kan ligefrem være fremstillet af genbrugsmaterialer. Komposit terrassebrædder må derfor siges at være et bæredygtigt valg, som vil holde i mange år og kun kræve et minimum af vedligeholdelse.

Der findes de terrasseejere, som ser lidt ned på kunstigt fremstillet materiale som dette. Det skal dog ikke afholde dig fra at vælge komposit, hvis du er den praktiske type, som helst nøjes med at nyde tiden på din terrasse med benene oppe.

Der er flere fordele ved at vælge komposit terrassebrædder:

  • Sammensætningen er modstandsdygtig overfor al salgs vejr, hvilket er meget nødvendigt i et til tider barskt nordligt klima.
  • Insekter bryder sig ikke om det kunstigt fremstillede træ. Termitter vil du derfor ikke se skyggen af på din terrasse.
  • Du skal ikke bruge tid på nedslibning eller oliering, når du bygger med komposit. Materialet kræver kun et minimum af vedligeholdelse.
  • Rengøring er egentlig det eneste, du skal afsætte tid til. Der kan ikke gå svamp i brædderne, som hvis du byggede med naturens eget træ.
  • Komposit fremstilles, så brædderne ligner rigtigt træ i videst muligt omfang. Man kan faktisk blive overrasket over, hvor tæt man kommer på naturens eget træ.

Montering af terrassebrædder – når du har truffet dit valg

Nu hvor du er blevet præsenteret for en vifte af valgmuligheder indenfor terrassebrædder, skal du ikke snydes for at kort lille guide til at komme i gang med selve arbejdet med at anlægge terrasse.

Det er først og fremmest af største vigtighed, at du har gjort dit forarbejde ordentligt. Vejen til den perfekte terrasse går gennem masser af planlægning. Om den så skal konstrueres med brunimprægnerede terrassebrædder eller ej, må være op til din vurdering.

Underlaget skal være stabilt, før der kan lægges terrassebrædder. Hvis du har gamle fliser liggende i forvejen, kan det godt lade sig gøre at bygge ovenpå. Det kræver dog, at fliserne danner et stabilt underlag.

Ellers må du i gang med at grave ud, så terrassen kommer til at ligge i den helt rette højde. Det kan bedst svare sig med et lille fald, hvis udgangen til terrassen er fra stuen. På den måde kommer regnvand ikke i karambolage med stuegulvet, når den danske sommer virkelig åbner for sluserne.

Den underliggende konstruktion skal bestå af trykimprægneret træ, som tåler et højt niveau af fugt. Du skal i gang med strøsand og nøje beregninger, hvis ikke du har en plan undergrund at bygge ud fra.

Fundament i beton

Terrassen kan også bygges på et fundament af beton, hvor strøerne lægges ud på søjlesko. Det er vigtigt, at terrassens strøer bliver hævet som minimum 10 centimeter over terrænet, så der sikres god ventilation under brædderne.

På grund af behovet for tilstrækkelig ventilation bør terrassebrædderne monteres med små 10 millimeters mellemrum. Samling af fugt og regnvand kan være ødelæggende for terrassen med årenes gang.

Der er rigtig meget besvær at blive fri for, hvis du følger disse byggeanvisninger nøje, før du konstruerer din terrasse.

Synlige skruehuller er ikke lige sagen på en terrasse, hvor bare tæer kan forekomme, når sommeren viser sig fra sin bedste side. Det er derfor anbefalelsesværdigt at proppe skruehullerne. På den måde undgår man også, at regnvandet samler sig i hullerne.

Og så giver det mere et mere harmonisk udtryk, når terrassegulvet ikke er forsynet med en masse små huller.

Det vigtigste til sidst: Placeringen af terrassen

Vi har gemt det allervigtigste til sidst – nemlig valg af terrassens placering. Hvis du har en stor have og flere mulige placeringer til rådighed, er det bestemt værd at overveje, hvor din terrasse skal konstrueres helt præcist.

Den rette placering er ikke nødvendigvis der, hvor det er nemmest at komme ud og ind fra huset. Solens bane og vinden skal tages under nøje betragtning, før man begynder at tegne drømmeterrassen på skitsepapir.

Meget kan naturligvis fikses med læhegn og en parasol. Solen står dog ikke til at trylle frem, hvis terrassen er anlagt et sted, hvor solen kun kigger kortvarigt forbi i løbet af et døgn.

Dem, der er i besiddelse af en stor grund, har måske endda mulighed for at anlægge to terrasser. En med morgensol og en med aftensol vil være noget, der sikrer mange flere udetimer i løbet af året.

Vejrforholdene er af højeste vigtighed, når terrassen skal placeres. Overvej gerne det hele en dag mere, før du træffer den endelige beslutning. Det er trods alt et valg, som vil få betydning i mange år frem.

Vi ønsker dig held og lykke med projektet, om du så vælger brunimprægnerede terrassebrædder eller ej.